Om (tvungne) legegrupper og udsatte børn

Cornelia var i mandags i sin (tvungne) legegruppe for første gang, hvor hun havde hygget sig med sin legegruppe, og glæder sig til legegruppen skal hjem til os i november. Dette har givet mig anledning til at reflektere over det pædagogiske tiltag, som de tvungne legegrupper er, og jeg vil i dette indlæg dele mine tanker med jer, om hvorvidt tvungne legegrupper i folkeskolen er en ubetinget god idé. Det er vigtigt for mig at understrege, at mine refleksioner går på et generelt plan og ikke på Cornelias legegruppe.

Konceptet er at klasselæreren danne grupper med fire-fem elever i hver gruppe af klassens elever, og så skal eleverne i gruppen hjem til hinanden på skift i et par timer. I Cornelias gruppe er de to piger og to drenge. Grupperne sammensætte med børn, der normalt ikke leger sammen, kender hinanden eller har gået i børnehave sammen.

Hele ideen går jo så på, at eleverne skal blive mere rummelige og inkluderende, alle skal være med i fællesskabet og ingen mobning, hvilket jeg på ingen måde kan være imod. Det er da også dejligt og en ekstra bonus, hvis man nu opdagede et nyt venskab, som blomstrede op i gruppen.

Men jeg ser altså også en bagside af medaljen. På en eller anden måde, så tænker jeg, at dette koncept er skruet sammen til en forholdsvis homogen gruppe, hvilket jo også kan være udemærket. Men lad os nu sige, at der i nogle af grupperne er et barn fra en udsat familie – det kan jo faktisk godt ske, nogle steder oftere end andre. Men lad os sige, at der i den ene gruppe er et barn, hvis mor eller far lider af en psykisk sygdom eller et eller andet andet, eller hvis det er et hjem, hvor den ene forældre er misbruger. Uanset hvad årsagen er, kan det gøre at vedkommende ikke har overskuddet til at have den udemærkede børnegruppe med hjemme.

“Eeeejjjjj, det er jo bare et par timer – det kan man da godt“.

Kan man det? Måske kan man ikke. Måske kan man ikke overskue at tilrettelægge det, gøre klar derhjemme, hente børnene, arrangere et eller andet for børnene, være konfliktløser eller mediator, hvis der opstår konflikter. Måske kan man ikke overskue, at skulle opdrage på de andres børn – nogle børn kræver mere end andre på et hjemmebesøg. Måske kan man ikke overskue den sociale kontakt med de andre forældre, når de henter deres børn. Måske kan man ikke overskue at rydde op og lave aftensmad, når børnene er taget hjem.

Hvordan mon det er for et barn at skulle vise sit hjem frem, som ikke ligner de andres? Hvordan er det, at være det barn, som legegruppen ikke skal hjem til? Hvem som forældre rækker hånden i vejret på forældremødet, hvor der tales om at oprette disse tvungne legegrupper, for at sige, at “jeg magter det ikke, så det bliver uden mit barn“? Helt ærligt, det tror jeg faktisk ikke der er nogen der har lyst til! Jeg havde selv overvejet, at gøre det, for at være talerør for de eventuelle udsatte familier, der kunne have brug for en håndsrækning ud af de tvungne legegrupper, men da jeg sad der kunne jeg ikke få min hånd op, fordi jeg tænkte på, hvilken position jeg så placerede min egen datter og vores familie i.

Det jeg mener er, at det på en eller anden måde ikke er muligt at trække sig ud af disse legegrupper, hvorfor de forbliver tvungne. Derudover synes jeg der er en øget risiko for, at nogle f.eks. udsatte familier kan blive udstillet på enten den ene eller den anden måde – enten får folk et indblik i udsatheden, når de er i hjemmet, eller hvis forældrene trækker barnet ud af legegruppen. Så egentlig ser jeg en potentiel risiko for, at det barn der kommer fra en udsat familie, der skal inkluderes og være med at vise de andre børn, at vi allesammen er forskellige og kommer fra forskellige udgangspunkter, kan blive ekskluderet på grundlag af eventuelle knapt så positive oplevelser.

Det synes jeg faktisk er synd for både børnene og deres familier, og jeg synes det bør overvejes en gang til, om de her tvungne legegrupper i virkeligheden er det gode pædagogiske tiltag, som er tiltænkt….

Kærligst Maria