Forældre er da dumme, er de ik?

I søndags, den 28. august 2016, skrev Nathalie Ostrynski klummen “Så få dog sagt farvel til de børn” i Berlingske, hvor hun forarges over ‘nutidens jeg-har-altid-dårlig-samvittighed-generation forældre, som dagligt opfører “adjø-opera“‘ foran hendes vindue, når forældrene tager afsked med deres børn, når poderne sættes på bussen til udflytterbørnehavens grønne områder. Så nedladende skriver hun faktisk! Hun er af den opfattelse, at forældrene deltager i en udspekuleret popularitetskonkurrence, hvor de udøver “følelsesgymnastik for øvede“, for at vinde i disciplinen “Hvem har mest tid og overskud til at hænge ud hver morgen for at vinke og sende kys – læse underteksten her: Hvem elsker sit barn mest?”

Jeg bliver så helt enormt provokeret af denne nedladende tilgang til kritik af nutidens forældregeneration, og den omsorg vi tilbyder vores børn. Der er så lidt forståelse for andre mennesker i den klumme, at det skriger til himlen. Nathalie Ostrynski udtaler sig udelukkende ud fra et øjebliksbillede i familiernes liv. Hun aner ikke, hvordan familien er eller hvordan de har det. Hun aner ikke, om barnet er ked af at være i børnehaven, om familien har problemer derhjemme eller der er andre udfordringer, der gør at afsked kan være svær. Alligevel vælger hun at håne en far offentligt, som lader tårerne få frit løb, da bussen kører. Nathalie Ostrynski har absolut ingen forudsætninger for at kunne udtale sig om, hvorvidt de her forældres afskeder er passende. Hun udtaler sig udelukkende ud fra sin egne forforståelser.

Nej jeg kan faktisk overhovedet ikke få øje på, hvorfor de her stakkel børn lider under dette masive omsorgssvigt, at deres forældre har nogle afskedsritualer og giver sig tid til en rolig og omsorgsfuld aflevering. Som pædagog og mor er det min erfaring, at de børn der trives bedst i afleveringssituationen, er de børn, hvis forældre har tid til at klare afleveringen i barnets tempo. Jeg har også erfaret, at en aflevering nogle gange kan blive trukket i langdrag på en måde, der er uhensigtsmæssig for barnet – nogle gange har min egen Oscar også haft bedre af en kort aflevering, fordi han var fyldt op med frygten for, at jeg sagde, jeg skulle gå – og så lavede vi en kort aflevering, så smerten ikke blev så lang. Når jeg efterfølgende har ringet til institutionen, har han haft det godt, og det gik hurtigt over.

Kunne vi ikke godt prøve at finde rummeligheden frem hver især, og acceptere at vi alle er forældre på hver vores måde. Vi gør tingene forskelligt. Vi agerer og handler af forskellige årsager. Vi er forskellige individer. Prøv nu at acceptere, at forældre gør deres bedste og de gør det ud fra de bedste overbevisninger. Jeg tror på, at alle forældre gør det bedste de kan, og de forældre der har brug for hjælp kan selv henvende sig til personalet i institutionen, eller personalet kan tage kontakt til forældrene, hvis der er et behov.

Kan vi ikke godt afskaffe forældrepolitiet, der konstant peger fingre af forældrene, fordi de er uenige i deres ageren?

Kærligst Maria.