Flere hænder i daginstituionerne.

Dette indlæg handler om normeringerne i de danske daginstitutioner.
På illustrationen nedenfor ses udviklingen af antallet af børn pr. voksen i de danske daginstitutioner. I 1986 var der 4,1 børn pr. voksen i vuggestuen og 7,5 børn pr. voksen i børnehaven. I 2000 steg antallet af børn pr. voksen til 5,2 børn i vuggestuen og 9,7 børn i vuggestuen. I 2014 var der igen sket en stigning så der var 6,5 børn pr voksen i vuggestuerne og 11,8 børn pr. voksen i børnehaverne.

Kilde: https://www.dr.dk/nyheder/indland/boern-ladt-i-stikken-paedagoger-ofte-alene-med-stor-gruppe-boern

Der er altså sket en markant stigning i antallet af børn pr voksen i de danske daginstitutioner siden 1986, hvilket er sket pga. besparelser på børneområdet – de voksne er sparet væk.
I samme tidsrum har pædagogernes arbejde i daginstitutionerne udviklet sig og pædagogerne er blevet pålagt en hel del skriftligt arbejde herunder læreplaner og dokumentation. Der er altså kommet flere og højere krav til den pædagogiske kvalitet. De to ting hænger bare ikke sammen – mere arbejde og færre voksne. Det er for mig umuligt at se, hvordan daginstitutionerne skal kunne leve op til de høje mål i forbindelse med f.eks. læreplanerne og dokumentation, når der ganske enkelt ikke er hænder til det. Det handler ikke om, at vi skal ændre læreplanerne eller trække mere skriftligt arbejde ned over hovedet på pædagogerne, ej heller at pædagogerne er dårlige til at udføre deres arbejde. Det handler om at vi mangler hænder i de danske daginstitutioner. Taberne er børnene. En dygtig leder i en af de rigtig gode børnehaver har sagt til mig, at “Vi har kun hænder til at tilfredsstille de mest basale behov hos nogle børn“. Jeg har selv som pædagog stået alene med hele stuen, fordi der var sygdom og ikke råd vikarer. Cornelia har gentagende gange fortalt, at “…der var ikke nogle voksne” og jeg ser ofte de voksne har en kø af børn der græder, fordi der mangler hænder. Vi har simpelthen brug for flere hænder i daginstituionerne! Dion Sommer, proffessor ved Aarhus Universitet, udtalte i sommers, at “normeringerne er katastrofale i forhold til børnenes udvikling […] Nogle steder er vi ude i, at det nærmer sig omsorgssvigt, og det er kommunen og politikernes ansvar”.Kilde.

Det har vores Børne- og undervisningsminister Ellen Trane Nørby et løsningsforslag til. Hun foreslår færre møder og frivillige i daginstitutionerne. WHAT!? Frivillige?! Bevares de frivillige gør et rigtig stort og godt stykke arbejde i foreninger og organisationer, men det er altså ikke det vi skal ud i her. Hvad skete der lige med fagligheden? Dette negligerer pædagogernes arbejde totalt, da det sidestiller pædagogernes arbejde med den professionelle omsorg og udvikling af børnene med det enhver kan udrette. Det skævvrider arbejdsmarkedet og jeg taler af erfaring, når jeg siger, det er svært at få et job i denne branche som uddannet. Som forældre vil jeg da slet ikke have Gud og hver mand ind i daginstitutionen og passe mit barn. Jeg vil have kompetent veluddannet fagpersonale, der besidder kompetencerne til at danne og opretholde professionelle relationer til mit barn og alle de andres børns, som kan være med til at støtte børnenes udvikling.

Kære Ellen Trane Nørby, tak for anerkendelsen af at der mangler voksne hænder i de danske daginstitutioner, det værdsættes. Men nej tak til frivillige, du må virkelig komme med noget bedre.

Kh Maria.