Cand.pæd. i pædagogisk psykologi

Jeg er normalt ikke en der brokker mig – det er min kære mand sikkert ikke helt enig i – men sådan generelt set. Jeg er uddannet pædagog og har en overbygning i pædagogisk psykologi. Det lyder vældig fint, men det er det egentlig ikke, og alligevel hersker der, åbenbart, en masse fordomme om kandidater i pædagogisk psykologi. Fordomme, som jeg  må indrømme, at jeg ikke kan genkende i virkelighedens verden.

Cand.pæd. i pædagogisk psykologi blev etableret, så de første udlærte cand.pæd.pæd.psyk’er blev udlært i 2004. Dermed erstattede man den gamle Cand.pæd.psych uddannelse som gav rettigheder til at udlærte kunne kalde sig og agere som psykologer. Den nye uddannelse giver IKKE rettigheder til hverken at arbejde som psykolog eller kalde sig psykolog. Det har været på tale, at ændre i uddannelsen igen, så de udlærte kan opnå psykologstatus, men dette er dog ikke bevilliget, da det menes at uddannelsen er for kort til det, hvilket sikkert også er rigtigt nok.

Jeg har nu gået ledig i 1 år og 3 måneder – lige siden jeg blev færdig med min kandidat i pædagogisk psykologi. Det er op ad bakke af få et job. Ikke fordi, der ikke er nogle stillinger at søge, for det er der, og hvis man ikke er kræsen, er der en hel del at søge. Men den der kræsenhed spænder ben ben et andet sted – nemlig hos arbejdsgiverne, som åbenbart ikke kan se, hvad vi kan bruges til.
Jeg har sendt langt over 100 ansøgninger og fået nogenlunde lige så mange afslag, for der er jo også dem der ikke svarer, når det alligevel bare er et afslag. Jeg har været kaldt ind til 3 (TRE!) samtaler, og fået lige så mange afslag. Afslag som jeg ikke kan se jeg kan gøre noget ved.

Der er selvfølgelig den gængse og efterhånden ret slidte: “Vi vil gerne have en med mere erfaring“. Ja okay, når jeg sætter mig i arbejdsgivers sted, kan jeg da godt forstå det – hvis det var mig, ville jeg sikkert også foretrække en, der havde prøvet det hele før. Men hvordan skal man få erfaring, når der ikke er nogen der vil ansætte en?

Så har jeg fået afslag, fordi jeg har børn – børn bliver syge, og så skal man jo være hjemme og passe dem = det koster for arbejdspladsen. Et andet afslag i samme boltgade var “Vi vil ikke tage ansvar for, at du er væk fra dine børn, når du skal passe dem der er i vores institution“. Nej, okay, fair nok, men hvem har bedt jer om at tage det ansvar? Mine børn er så heldige, at de har en far, en mormor og morfar, som hjertensgerne vil være sammen med dem. Derudover har jeg alligevel set en del børn som er kommet hele igennem deres barndom, selvom deres mor var havde et arbejde med mennesker.

Og så er der den, der bunder i forudforståelser og fordomme: “Du er akademiker, så du kan sikkert ikke noget på gulvet“. Her kan jeg bare ikke gøre noget, for man får jo ikke en prøvetime, vel? Jeg VED, at jeg er dygtig på gulvet, og jeg kan levere pædagogisk praksis af høj kvalitet, men igen, jeg kan jo ikke vise det.

“Du er sikkert bedrevidende og ser ned på pædagoger, når du har en kandidat“. Her FRISTES jeg til at sige “Og du kan sikkert ikke andet end at passe børn, når du er pædagog”, men det gør jeg IKKE! For det er ikke min holdning. Jeg har faktisk ret stor respekt for pædagogerne og deres arbejde med børnene. Jeg er som sagt selv uddannet pædagog, og ved godt hvad jobbet indebærer.

Så er der cand.pæd.psych stillingerne, som jeg ikke får som cand.pæd.pæd.psyk’er, da man ikke kan opnår autorisation. Fair nok, men jeg kunne bare godt ønske mig, at man prøvede at finde ud af, om ikke vi kunne bruges. Vi er trods alt ret specialiserede i netop pædagogisk psykologi, så vi kan jo noget med børn og pædagogisk psykologi, som egentlig er ret målrettet PPR (pædagogisk psykologisk rådgivning).

Lige nu oplever jeg, at jeg på gund af min ellers udmærkede kandidat står imellem to slags jobs, hvor jeg ikke rigtig hører til nogen steder. Pædagogstillingerne giver afslag pga. overkvalificering og frygten for, at jeg ikke kan noget i praksis på trods af jeg også er pædagog. Og så psykologjob, da jeg ikke er psykolog. Jeg føler mig lidt som sådan en mellemting, som INGEN vil røre ved, og som INGEN forstår, hvorfor jeg ikke har et job, for du er så dygtig, har nogle gode uddannelser og er så sød og omgængelig.

Kærligst Maria.