Missed abortion

Jo mere jeg har åbnet op og fortalt om tabet af vores tredje barn, som jeg skrev om igår, har jeg mødt stor forståelse, og flere har prøvet noget lignende. Jeg vidste ikke at det var så udbredt, og at så mange kvinder havde stået i min situation. Mange har heldigvis ikke prøvet det, men har været gravide og forestiller sig, hvordan min situation har været. Det er rart med forståelsen – den hjælper mig godt på vej.

Vi havde jo (heldigvis) fortalt vores børn, at jeg var gravid – en beslutning jeg er rigtig glad for, selvom der ikke kom en lillebror eller -søster ud af det. Men jeg er glad for, at de nåede at føle glæden, og at jeg har kunnet sige helt ærligt til dem, at “jeg er ked af det fordi babyen er død”. Børn observerer mere end vi tror, og jeg ved at de ikke ville kunne undgå at opleve, at jeg var rigtig ked af det. Nu kunne jeg ærligt fortælle dem hvorfor, og vi har gået det igennem sammen som en familie uden hemmeligheder.

Da jeg fortalte Cornelia, at babyen var død kom det ikke som noget chok for hende, og hun udbrød “Ej hvor er det strengt, nu har vi lige gået og glædet os, og så er den bare død”! Sådan havde jeg det faktisk også, dog nok bare på et andet niveau. Jeg havde løbende fortalt Cornelia, at lægerne var i tvivl om babyen var syg, måske så syg, at den døde. Så hun var med hele vejen, og jeg har forklaret pædagogisk på børneniveau, så godt jeg kunne og svaret på alle de spørgsmål hun er kommet med, og har lyttet HVER GANG hun har fortalt, hvordan hun havde det.
Cornelia havde fortalt i skolen, musikskolen og SFO’en at hun skulle være storesøster, og hun har også fortalt at babyen er død. Hun har taget det rigtig pænt. Og selvom de voksne ikke har sagt noget til mig, så forstår jeg på Cornelia, at de taler med hende om det, når hun fortæller det. Det gør mig tryg, at hun er omgivet af voksne, der tør at tale om de svære emner.

I børnehaven fortalte jeg kun til Oscar primærpædagog, at jeg var gravid – og at babyen var død, da jeg fik den besked. Efterfølgende begyndte Oscar at lege lege, hvor moren var ked af, at babyen var død, så jeg besluttede mig for at fortælle det til de øvrige ansatte på stuen også. De har alle tre været rigtig gode og meget omsorgsfulde – det har været rigtig rart.

1000 tak til alle vores nærmeste, som har været der og lyttet til os – jeg har især et par gode forældre og veninder, som har været gode til at lytte og spørge både i tale og på skrift, hvilket har været uvurderligt og en kæmpe støtte. TAK!

Kærligst Maria