Barn nr. 3

I starten af september fandt vi ud af, at jeg er gravid og vi venter vores tredje barn. Noget af en nyhed, som vi var glade for. Vi glædede os rigtig meget allesammen, men jeg havde lidt smerter, som nogle fagfolk negligerede og som andre mente krævede en skanning og efterfølgende blodprøver.

Jeg blev henvist til en gynækolog, som blev ved med at se tiden an trods blødning og svage smerter.

I forbindelse med udarbejdelse af vandrejournal var jeg hos læge. Jeg fortalte, at jeg blødte lidt hver dag, men ikke havde smerter, og at skanningerne var mærkelige, fordi de viste et foster der voksede, men intet hjerteblink. Det manglende hjerteblink bekymrede mig, for jeg har set hjerteblink hos et sund og rask foster flere gange, da vi tidligere har været i fertilitetsbehandling.
Lægen ringede til hospitalet og krævede, at de fandt en afklaring til mig, og jeg fik en tid næste formiddag.

Michael og jeg tog på hospitalet næste formiddag. Mit Hcgniveau så fint ud. Skanningen viste et foster, men uden hjerteblink. Da det var den eneste skanning lægen havde at forholde sig til, skulle jeg komme igen en uge senere. Lægen mente det var for tidligt at dømme den lille ude, da mit hcgtal var fint, og baby så fin ud trods manglende hjerteblink.

På dagen for den nye skanning begyndte jeg at bløde mere end jeg havde gjort de foregående dage. Jeg trøstede mig med, at jeg snart ville få svar, da jeg snart var på vej til skanning igen.
På hospitalet viste skanningen en graviditet – de andre gange har jeg kunnet se et foster, det kunne jeg ikke her, det var bare noget pludderpladder inde i fostersækken, så det kom ikke bag på mig, da lægen sagde at det ikke så godt ud, at fostret var 2 mm mindre end sidst og hun tilkalder en ekstra læge, så de er flere til at vurdere.

Den endelige vurdering blev derfor, at vores lille baby er død.

Så jeg fik piller med hjem til en medicinsk hjemmeabort og godt med smertestillende til at dulme smeterne fra de små og korte veer der kommer – i hvert fald sammenlignet med almindelig fødsel.
Jeg havde det virkelig svært følelsesmæssigt med at skulle tage de piller, men omvendt ville jeg også gerne videre i teksten – jeg kunne jo alligevel ikke få min baby tilbage.

Alt det her babyulykke har været rigtig hårdt for os allesammen – det ER svært at miste også selvom man “kun” er 10 uger henne. Jeg har været dybt ulykkelig over det, men det går bedre nu. Børnene er også kede af det og kommer i ny og næ og taler om babyen, der døde, om vi kunne have gjort noget for at hjælpe den – og det kunne vi jo ikke. Cornelia spurgte forleden, om vi kunne have givet penge til nogle, som kunne have hjulpet den – og det havde jo desværre heller ikke ændre noget.

Det blev et langt indlæg, men en kort sammenfatning af 10 ugers graviditet.

Kærligst Maria