Forpremiere på Find Dory

Cornelia og jeg begyndte dagen med en tur i biografen og se Find Dory. Klokken lidt i 10 småløb vi ned i Kinopalæet efter Oscar var afhentet til pasning hos mormor og morfar. Vi nåede lige at gribe en bøtte med 3,5 liter (alt for dyre) popcorn inden vi landende i biografens bløde sæder og Find Dory gik i gang.

Find Dory begynder med, at vi ser Dory som lille barn og hende forældre, hvor de øver forskellige lege og metoder med hende, som kan hjælpe hende i hverdagen. Lille Dory lider nemlig af korttidshukommelsestab, hvilket giver hende massive udfordringer, som hun (heldigvis) glemmer igen. Ved et uheld bliver Dory væk fra sine forældre, og hun leder efter dem og spørge mange fisk og havdyr om hjælp.
Inden vi ser os om, er Dory blevet voksen og vi springer frem til der, hvor hun møder Nemo og hans far Marlin fra filmens forgænger ‘Find Nemo’. Dory bor nu sammen med sin nye familie Nemo og Marlin. En dag husker Dory pludselig små glimt eller flashbacks fra sin barndom, og herfra begynder rejsen, hvor Dory, Marlin og Nemo drager mod Californien for at finde Dorys forældre.

Find Dory er en sød og sjov film, som efter min mening lever fuldt ud op til etteren Find Nemo. Jeg husker Find Nemo fra min gymnasietid, så den bragte også gode minder frem med de personer fra min klasse, som var omkring mig den gang. Find Dory formår at underholde på flere niveauer, så både børn og voksne drages med ned under havets overflade. For mig satte filmen reflektioner i gang om, hvordan vi som mennesker reagerer på og overfor andre, der har mentale udfordringer. Cornelia var godt opslugt af filmen, og jeg bliver glad om hjertet, når min dejlige datter undervejs udbryder: “Kom så Dory, du kan godt! Ba-re svømme – ba-re svømme, du ved. Du kan godt”! Både mor og datter var godt underholdt og mor her fik både grint og fældet et par tårer undervejs – men jeg er også blevet noget af en tudeprinsesse, efter jeg er blevet mor.

Find Dory: Hvalhajen Hope, hvidhvalen Bailey og Dory.